Rhône

Se alle vores kvalitetsvine fra Rhône !

Filter

De mest udbredte druer i Rhône

Rhône-vinregionen i det sydlige Frankrig er beliggende i Rhône-dalen, der typisk inddeles i to særskilte områder: den nordlige del og den sydlige del. Opdelingen af regionen bunder i de forskellige druers dominans. Områdets nordlige del har særlig vægt på Syrah-druen (også kendt som Shiraz), mens der i syd er fokus på Grenache. Af den årsag forbindes det nordlige Rhône ofte med næsten sorte rødvine med masser af smag, fylde og frugtighed, mens syden gerne associeres med den til tider næsten læderagtige vin Châteauneuf du Pape. Der forekommer naturligvis også andre druer i regionen, og den regionale Côtes du Rhône-appellation tillader 21 forskellige druevarianter.

 

Reglerne for vinens navngivning

Modsat nogle af de andre kendte franske vinregioner såsom Bordeaux og Bourgogne har Rhône-vinene ikke nogen officiel klassifikation som eksempelvis Grand Cru eller lignende termer. Til gengæld skelnes der imellem forskellige AOC’er (Appellation d’origine contrôlée), som er et fransk kvalitetsmærke, der relaterer sig til fødevarer, der produceres i bestemte områder. Først er der den helt overordnede Côte du Rhône, der er dækkende for hele regionen. Lægger du ”Villages” på betegnelsen, har vi en appellation, der dækker 95 kommuner og har strengere minimumskrav til blandt andet druernes modenhed. Tillægger vi også et bynavn, har vi med en særligt god vin at gøre, mens den endelige betegnelse appellation, Cru, er Rhône-vine helt i særklasse.

 

Et todelt klima til en todelt region

Der er naturligvis en årsag til, at det lægges vægt på forskellige druer, alt efter om du befinder dig i det nordlige eller sydlige af Rhône-vinregionen, og den årsag er geografien og klimaet. I vinregionens nordlige del præges området af et kontinentalklima, som ofte medfører store temperatursvingninger henover sæsonerne; kolde vintre og varme somre. Klimaet påvirkes i høj grad af den kølige mistral eller vind, der gør regionsdelen generelt koldere end i syd. Rhône-vin fra den sydlige del af regionen er derimod produktet af et mere middelhavspræget klima med mildere vintre. Da tørke kan være et problem i denne del af vinregionen, tillades der et vist omfang af vanding.

 

Syrah-druens oprindelse i Rhône

Rhône-vin er for mange nært forbundet med Syrah-druen og de mørke rødvine, der typisk er et produkt heraf. Netop denne drues prominente udbredelse i regionen har givet anledning til mange spekulationer og teorier. Nogle mener, at druen blev bragt til området af grækerne fra den persiske by Shiraz, mens andre hævder, at romerne medbragte den fra den sicilianske by Siracusa. Omfattende DNA-tests og forskning i vinkultur har dog ledt forskere til den konklusion, at druen rent faktisk har sin oprindelse i regionen selv. Interessen for vindyrkning i området forsvandt dog med romerne og kom først tilbage igen, da paven i det 13. århundrede flyttede til Avignon.

Vinmatch bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere